Selv efter 14 måneders udsendelse kommer afslutningen af opholdet bag på én, og man står tilbage med følelsen af, at det hele gik alt for hurtigt. Arbejdet kører, der er lagt planer og strategier for projektets aktiviteter fremadrettet og huskelisterne fyldes op af sig selv. Dog handler det pludselig om at afslutte og overlappe sine ansvarsområder frem for at udvikle og varetage så mange opgaver som muligt.
Klik her for at se billeder fra vores afskedsfest i Casa Blanca
Klik her for at se billeder fra ambassadeoplæg, overlap og rester
Erfaringerne er mange og omfatter oplevelser af enhver art, når der ses tilbage på udsendelsen med IMCC Uland i Bolivia. Rollen som IMCCer har givet gode erfaringer indenfor ledelse, administration, koordinering samt samarbejde med mange forskellige offentlige instanser såvel som mellem medarbejdere og medudsendte. En høj grad af fleksibilitet er essentiel i arbejdet med bolivianere, og overblik og strukturelle egenskaber er en nødvendighed for at samle trådene på et så omfattende projekt, der dagligt arbejder tæt med lokale, departamentale og nationale myndigheder. Samtidig opleves en vis personlig udvikling i løbet af perioden i kraft af de mange komplekse problemstillinger, som hverdagen byder på via det store ansvar, der følger med som projektadministrator, arbejdsgiver og samtidig ven og til tider personlig rådgiver for projektets ansatte. Herigennem opstår ofte situationer, der kan komme i i vejen for arbejdet i nogle sammenhænge, da det personlige forhold til ansatte sommetider udnyttes ukonstruktivt. Eksemplerne er mange; er det en god ide at låne en medarbejder penge eller projektmidler til personlige formål? Kan man som arbejdsgiver tage parti for sin medarbejder, når man i private sammenhænge får givet et indblik i familiære stridigheder, der efter personlig vurdering er under al kritik? Kan man drikke sig fuld og skeje ud med medarbejdere og øvrige samarbejdspartnere og stadig bevare en autoritær og respekteret position?
Spørgsmålet om det private, sociale ansvar fylder også i en lille landsby som San Lucas, hvor danskerne helt naturligt, og med god grund, opfattes som de rige ”gringos”, der både er meget søde og interessante, men som også repræsenterer en pengepose, der kan give arbejdsmuligheder til lokalbefolkningen. Derfor; er vi som nogle af de mest velhavende i hele byen, på trods af, at vi arbejder frivilligt og kun modtager diæter til dækning af elementære behov, forpligtet til at hyre lokale til private formål, såsom rengøring, bilvask eller lignende – bare fordi vi kan? Eller bør man betale for en samarbejdspartner og god vens søns lægeuddannelse, fordi han ansøger os privat og ikke har mulighed for selv at betale? Kan man tillade sig at afvise en bonde, når han efter 5 timers gang fra sin landsby står ved IMCChusets hoveddør søndag morgen kl 7:30 og vil høre, om vi kan hjælpe ham med økonomisk støtte til en operation til hans barns brækkede ben? Eller det mere personligt omfattende eksempel, hvor en af projektets kogekoner spørger, hvorvidt vi ville være gudforældre til hendes barn, og således påtage os hele ansvaret for barnets opdragelse og liv, hvis der skulle ske moderen noget?
Svarene på mange af disse spørgsmål kan umiddelbart lyde åbenlyse, men kan dog opleves svære og overvældende, særligt hvis flere af problemstilligerne opstår indenfor samme uge, og i øvrigt sker oveni oplevelsen af akut ambulancekørsel med IMCCs biler eller dødsulykker blandt folk, vi kendte i landsbyen. Ulykker, der kunne have været undgået, har desværre været flere i det år, vi har været her, og ironisk nok har vi været til 4 begravelser og 1 bryllup i udsendelsesperioden. Det bolivianske samfund har ikke de samme sikkerhedsforanstaltninger som i Danmark, og det kommer desværre til udtryk lidt for ofte. Dette manglende sikkerhedsnet er vi glade for at forlade, ligesom der er andre, mere arbejdsmæssige forhold, vi ikke vil savne. Herunder det bureaukratiske system, der gør, at et legaliseringsskift fra en person til en anden kan tage over et halvt år at gennemføre. Og som gør, at IMCC i over 2 år ikke har kunne få lov til at donere en af projektets tidligere biler som ambulance til hospitalet pga. langtrukne arbejdsgange og officielt papirnusseri, trods konstante opfølgninger fra IMCC til advokater, borgmester og hospitalsadministration. Mest af alt bliver det rart ikke længere at at skulle sige fra gang på gang til at kunne hjælpe fattige bønder til at finansiere deres private sundhedsydelser, da de ikke kan betale en sundhedsforsikring.
Oplevelsen har alt i alt været fantastisk og unik, og har udvidet ens horisont i en grad, der er svær at beskrive. Arbejdet giver en indsigt i og forståelse af en fremmed kultur, og samtidig forståelse af, at dette er et samfund, vi som danskere med de privilegier vi er opvokset med, aldrig kan blive en fuldt integreret del af. Vi vil savne livet i San Lucas, den spændende og alsidige hverdag, som, udenfor den travle arbejdstid, præges af et roligt landsbytempo med tid til at lade ting tage den tid, de tager, og ikke lade hverdagens små glæder overtrumfes af stress og jag i forsøget på at holde trit med verdenssituationen time for time. Den høflige og ydmyge bolivianske mentalitet, hvor de personlige behov ikke nødvendigvis overstiger et dagligt måltid mad, beklædning, en jordhytte og en god familie kan man lære noget af i den vestlige overforbrugskultur. Vi vil derudover savne det dejlige klima, højfjeldssolen, den rene luft og udsigten til smukke bjerge, hvorend man befinder sig. Vi tager herfra med alle disse oplevelser i bagagen og ikke mindst bevidsheden om i 14 måneder at have bidraget til at bære et stort ansvar for en vigtig del af den danske indsats i Bolivia.