Så er vi tilbage i Casa Blanca efter 10 skønne dage i dejlige grønne sommer-Danmark fyldt med friske jordbær, nye kartofler og dejlige gensyn med familie og venner. Turen til Danmark har været hemmeligholdt for mange, da Erika blev student den 22. juni og derfor skulle overraskes med surprise visit af sin storesøster og Peter. Peters far Niels blev også fejret med manér til sin 60 års fødselsdagsfest med sang og dans til den lyse morgen. Efter en super, men hektisk tur i Danmark præget af fest, hygge, studenterarrangementer, hjemmebagt rugbrød, leverpostej, sildemad og ristet hotdog var vi på vej ”hjem” til Bolivia inden vi nær havde sovet jetlaget ud fra rejsen til DK. Tilbage i San Lucas nåede vi lige at få indhentet noget af det arbejde, der imellemtiden havde hobet sig op mens vi var væk, hvilket ikke var så lidt. Blandt andet involverede det afvikling af juni måneds regnskab, personalesamtaler samt anden runde af ansættelsessamtalerne af en ny boliviansk læge, Wilson, vi har ansat i forbindelse med udviklingen og udvidelsen af vores projektaktivitet Interkulturel Sundhed i den nye fase, der løber fra 2011 til 2016.
Nicola og Andreas ankommer – bureukratieventyret begynder
Dernæst var vi igen på vej til La Paz for at hente to nyankomne IMCCudsendte, Nicola og Andreas, som vi kender godt gennem forberedelsesforløbet i Danmark, før vi tog afsted. Nicola og Andreas kom friske og solbrune efter 3 ugers spansk sprogskole kombineret med dykkerferie på tropeøen Roatán i Honduras. Dog begyndte arbejdet også for dem lige på og hårdt idet vi allerede på første dag startede på bureukratieventyret i La Paz som gjaldt problemer i forbindelse med den samarbejdsaftale mellem Bolivia og Danmark, der er påkrævet for at en NGO kan have ret til at arbejde i landet. Denne aftale udløb i april og pga. den langsomme arbejdsgang i det offentlige system besværet af mange skiftende stillinger, så ingen lader til at have et overblik, ændringer i bolivianske reglementer samt forsinkelse af forskellige legaliserede dokumenter fra Danmark, er denne aftale endnu ikke blevet fornyet. Så vi fik rundet de fleste kontorer og ministerier i La Paz i flere omgange i løbet af de første to uger for at få sat skub i processen om den nye samarbejdsaftale og desuden få forlænget Nicola og Andreas’ visa, der jo tæller ned fra de 30 dage, de havde ved indrejsedatoen.
Mountainbiking på Verdens farligste vej
I weekenden tog vi en tur til Coroico, en hyggelig by, der ligger ”nede” i 1700 meters højde og derfor har et subtropisk klima med masser af bananpalmer, hibiskusblomster og forfriskende pools. Den gamle vej til Coroico er kendt som ”Verdens farligste vej” eller ”Death Road”, som er en grusvej på ca. 60 km, der kun er bred nok til én personbil og smyger sig langs bjergsider, der mange steder falder lodret over 500 m uden mindste form for afskærmning. Dette resulterede i, at der tidligere faldt ca. 25 biler ud over kanten om året, hvilket også fremgik af flere kors og mindesmærker, der stod i vejkanterne. Vi valgte dog at køre turen på mountainbike fulgt af en guide, da turen er fantastisk smuk, og at vi desuden oplevede det som et must at se efter at have hørt om ruten siden vi var små. Turen var det største hit, og adrenalinen var på sit højeste, da vi susede ned af bjergvejen fra 4700 m med frosne vandløb og iskrystaller i luften til 1080 m med omkring 27 graders varme.
Klik her for at se billeder fra cykelturen på Death Road
Velkommen til San Lucas – tyvebande, forladt pige og strømsvigt
Ankomsten til San Lucas bød på overraskelser af forskellig art. Først fandt vi ud af, at der havde været forsøg på indbrud i en af vores biler, hvor ruden var blevet smadret. Rygtet sagde, at en tyvebande organiseret i byen Potosi hærgede i kommunen og havde været forbi San Lucas i den forbindelse. Der blev heldigvis ikke stjålet noget fra bilen, og vi har ikke hørt mere til tyvebanden siden hærværket, så vi håber, at der ikke bliver flere ubehagelige overraskelser af den slags.
Næstefter kom vores gode ansatte Elia hjem fra et kvindegruppekursus i landsbyen Sacavillque, som ligger en dags rejse fra San Lucas, med en 14-årig døvstum pige, der fortvivlet og ulykkelig havde lokket Elia til at tage hende med til San Lucas, fordi hun var efterladt i Sacavillque af sin mor hos sin syge bedstemor, der ikke kunne tage sig af hende. Pigen, hvis navn er Agustina, ejer kun de pjalter hun kom i og kan kun kommunikere med utydelige lyde og kropssprog. Hun kan hverken læse eller skrive, men kan tilsyneladende forstå mange ord og sætninger på sproget quetchua. Det er tydeligt, at Agustina er rædselsslagen for sin mor, der har tævet hende ofte. Blot Elia nævner ordet ”mor” overfor hende begynder tårerne at trille ned af kinderne og hun hidser sig selv helt op, skriger og begynder at slå sig selv for at demonstrere, hvordan moderen behandler hende. Hendes ene øreflip er også splittet i to, hvilket er kommet af, at hendes mor har revet en ørering ud af øret på hende, som hun meget tydeligt illustrerer med voldsomme bevægelser og fagter. Så her står vi med en forladt pige, som Elia pludselig har taget ansvaret for, hvilket selvfølgelig ikke er en holdbar løsning. Vi har givet hende noget varmt tøj og prøvede derefter at køre hende til sin mor, men Agustina kom tilbage til San Lucas efter nogle dage, flygtet fra sin mor. Nu har vi kontaktet kommunens repræsentant for antivoldsnetværket, som vil sætte hende i forbindelse med en skole/institution i Sucre for døvstumme børn og unge.
Næste overraskelse efter ankomsten til San Lucas var en storm, der væltede en række elmaster, der tilførte byen strøm, hvilket resulterede i, at vi i en uge måtte klare os uden strøm. Så den stod på gaslamper og stearinlys om aftenen, samt forsyninger pakket i et gaskøleskab. Vi havde et lastbilbatteri, som kunne holde computerne og dermed arbejdet kørende i to dage, hvorefter dette også var slut. Da vores antenne kører på strøm havde vi dermed heller intet mobilsignal, så hele byen var komplet afskåret fra omverdenen. Situationen kunne måske sammenlignes med at have snefri i Danmark, hvor vejret er skyld i, at folk ikke kan tage på arbejde? ;-)
Ambassadørbesøg i San Lucas
I forbindelse med vores oplæg om projektet på ambassaden i januar inviterede vi den danske ambassadør i Bolivia, Morten Elkjær til at besøge vores projekt i San Lucas, hvilket han imødekom i sidste weekend, hvor han kom forbi i næsten tre dage med sine to børn samt deres kærester. Opholdet var en stor succes og ganske afslappet med god stemning og en stor interesse fra ambassadøren og familiens side. Vi havde i samme anledning sørget for at arrangere et kursus i landsbyen Uruchini, hvor de traditionelle behandlere illusterede udarbejdelsen af traditionel medicin samt at Elio gennemførte en undervisningssceance fra hans kursusforløb. Vi fik en flot velkomst fra bybefolkningen med tromme- og fløjtespil samt dans, hvor kvinderne som det første tog vores hænder og i en rundkreds begyndte at danse og synge den traditionelle musik.
Klik her for at se billeder fra ambassadørens besøg i San Lucas og Uruchini